Pas på skallen

23.11.11

Ved hjælp af rå æg og en minihjelm kan lærerne på landets skoler nu på en enkel og overraskende måde vise eleverne, hvorfor en cykelhjelm kan redde deres liv i trafikken.

Det går rigtigt godt med at få skolernes mindste børn til at bruge cykelhjelm. Men når børnene bliver teenagere, er der mange der dropper cykelhjelmen, fordi det ikke er smart blandt vennerne.

Nu forærer alle landets kommuner to såkaldte minihjelme pr. skole, som skal være med til at vise børn og voksne, hvorfor man bør køre med cykelhjelm.

- Det er vigtigt, at vi gør noget for at få børnene til at fortsætte med at bruge cykelhjelm, når de bliver teenagere. Det kan være med til at redde deres liv, hvis de kører galt i trafikken. Derfor sætter vi fokus på det her område, siger Janne Gundersen, proceskonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Mon skallen holder?

Lærerne tager et råt æg og sætter det fast i de nye, røde minihjelme. Derefter lader læreren æg og hjelm falde fra cirka en meters højde. Der lyder et højt ”KLANG”, og eleverne kigger forundret, når de ser, at ægget stadig er helt. Nogle gange tror børnene, at det er fordi ægget er hårdkogt.

Derfor tager læreren ægget uden cykelhjelm, putter det i en gennemsigtig plasticpose og taber det igen fra en meters højde. ”SMASK” lyder det, og ægget er smadret  til en klæbrig æggemasse.

- De fleste børn sidder måbende og kigger med og bliver virkelig overraskede, når de ser, hvor effektiv en cykelhjelm kan være – og hvad der sker, hvis man ikke bruger cykelhjelm. Det er en fantastisk enkel måde at vise eleverne, hvad cykelhjelmen gør, siger Janne Gundersen, proceskonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Ros til kommuner og skoler

De nye minihjelme kommer fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, der roser kommunerne og skolerne, fordi de gør en stor indsats med at gøre fremtidens trafikanter mere sikre.

- Det er enormt vigtigt, at man viser børn at det er godt og helt normalt at køre med cykelhjelm. De vaner som børnene får, når de er små, har indflydelse på, hvordan de opfører sig i trafikken, når de bliver ældre, siger Janne Gundersen, proceskonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Se video hvor minihjelmen bliver demonstreret samt lærervejledninger til alle klassetrin

Download billeder af minihjelmen

                       
Billede 1                            Billede 2                            Billede 3 

 

 

 

Senest opdateret: 08.05.2013