Forældre: tjek teenagers knallert
15.01.13
Forældre bør tjekke den knallert, som deres teenager kører på. Sådan lyder opfordringen fra politiet og Rådet for Sikker Trafik. Den 19. januar bliver straffen skærpet for dem, der kører på en ulovlig knallert.
For at forebygge alvorlige ulykker på knallert, er det vigtigt at flere forældre blander sig i deres børns kørsel på knallert. Sådan lyder opfordringen nu fra politiet og Rådet for Sikker Trafik.
Den 19. januar 2013 træder der nye regler i kraft, som blandt andet betyder, at hvis man kører på en ulovlig knallert, så kan man miste retten til at køre knallert. Se en kort film om reglerne her.
Unge under 18 år risikerer også at få udskudt datoen for, hvornår de må tage kørekort til bil, hvis de f.eks. kører spritkørsel eller politiet to gange stopper dem på en ulovlig knallert.

Derfor er det vigtigt, at flere forældre griber ind og tjekker, om f.eks. deres søns knallert er lovlig eller om den er tunet.
- De unge kan ofte ikke overskue konsekvenserne af deres handlinger. Derfor er det vigtigt, at man som forældre blander sig for det påvirker børnenes adfærd i trafikken. Man skal kræve, at der kun må sidde én på knallerten, at man altid kører med hjelm, ikke tuner sin knallert og aldrig kører spritkørsel, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
I denne video kan du se, hvordan du kan tjekke dit barns knallert - få gode råd af en af politiets knallerteksperter:
Unge dræbt og kvæstet i knallertulykker
Alene i løbet af de sidste fem år (2007 – 2011) har der blandt de 15 – 18-årige været 25 personer som har mistet livet på en knallert og 767 personer, der er kommet alvorligt til skade, viser en ny opgørelse fra Rådet for Sikker Trafik.
Se filmen hvor Diana og hendes forældre fortæller om en knallertulykke, der ændrede deres liv:

Bedre undervisning
Fremover skal alle, der vil have kørekort til knallert, gennem en bedre uddannelse, før de får kørekort til knallert. Blandt andet skal de unge lære mere om risikoen ved at køre på en tunet knallert eller køre spritkørsel. Desuden skal de lære førstehjælp.

Regler for lille knallert:
• Du må højst køre 30 km/t.
• Du skal bruge en godkendt styrthjelm.
• Du må ikke køre spritkørsel.
• Der må kun sidde én person på knallerten.
• Du skal som hovedregel følge de færdselsregler, der gælder for cykel.
• Du skal have dit knallertbevis/kørekort på dig, når du kører knallert (personer, der er fyldt 18 år før den 19. januar 2013 behøver ikke have et knallertbevis/knallertkørekort for at køre LILLE knallert).
• Har din knallert ikke nummerplade, skal du have forsikringsbevis på dig.
Kontakt:
Pernille Ehlers, specialkonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 61 70 41 09.
Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22 32 70 09.
Senest opdateret:
08.05.2013