Tager du altid mobilen, når den ringer?

03.11.11

Mange bilister kan ikke lade være med at tage mobilen, når den ringer eller der tikker en sms ind. Politiet har på en uge stoppet 863 bilister, der har fået en bøde for brug af håndholdt mobil.

Der var godt gang i bødeblokkene, da politiet i uge 43 stoppede bilister, der læste og skrev sms eller talte i håndholdt mobil, mens de kørte bil.

Alene sidste år mistede 98 personer livet i trafikken på grund af uopmærksomhed. Derfor er Rådet for Sikker Trafik, TDC, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og politiet gået sammen om den landsdækkende kampagne "Kør bil, når du kører bil".

Som en del af kampagnen var politiet ude på vejene for at stoppe bilister, der talte i håndholdt mobil. I løbet af uge 43 har politiet delt bøder ud til 863 bilister, der enten talte i håndholdt mobil eller skrev og læste sms, mens de kørte bil.

- Det er vigtigt, at man har fokus på trafikken, når man kører bil. Hvis man er optaget af at taste numre ind eller læse og skrive sms på sin mobil, så ser man ikke, hvad der sker på vejen. Det vil vi blive ved med at minde bilisterne om med vores kontroller, siger John G. Christensen, vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Hold øjnene på vejen

At være uopmærksom bag rattet kan skyldes mange ting. Hvis man spiser eller drikker og taber mad eller f.eks. kaffe ned i skødet, så er fokus ret hurtigt på alt andet end trafikken. Hvis man skifter radiokanal, CD eller taster en ny adresse ind på sin GPS, så ser man heller ikke alt, hvad der sker på vejen.

Vi vil være tilgængelige - hele tiden

Hele 22 % af bilisterne siger, at de føler sig forpligtiget til at tage telefonen, selv om de kører bil, viser en repræsentativ interviewundersøgelse lavet for Rådet for Sikker Trafik, TDC og De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg.

I samme undersøgelse siger 39 %, at hvis de kører bil og mobilen ringer, så besvarer de opkaldet med det samme.

De fleste ved dog godt, at den er gal, når de sidder med mobilen i hånden og pludselig bliver vinket ind til siden af politiet.

Hør her hvordan bilisterne reagerede, da de blev stoppet af politiet:

Gode råd:

Brug aldrig håndholdt mobil, når du kører bil.

Hold ind til siden, hvis du skal føre en samtale, der kræver din opmærksomhed.

Sluk telefonen, hvis du ikke kan lade være med at tage den, når du kører bil. 

Senest opdateret: 16.03.2012