Livet efter trafikulykken
13.10.11
Har du inden for de sidste tre år været involveret i en trafikulykke, hvor du kom til skade? Så vil vi meget gerne høre, hvor meget hjælp du fik.
Der mangler hjælp til mange af de personer, der hvert år kommer til skade i trafikken. Efter de har været på sygehuset, så bliver de ofte overladt til sig selv selv om ulykken kan have haft økonomiske, psykiske eller sociale følger. Det viser en nyere undersøgelse fra Haverikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU).
Det skal der nu gøres noget ved - og derfor vil vi gerne tale med dig, hvis du har været involveret i en trafikulykke, hvor du kom til skade.
Formålet er at gøre hjælpen bedre til de flere tusinde personer, der hvert år bliver kvæstet i trafikken, så de får den bedst mulige hjælp til at komme ovenpå igen og ikke bliver efterladt alene med deres problemer.
Din ulykke er vigtigt viden
Handicaporganisationen "PTU - Livet efter ulykken" og Haverikommissionen for Vejtrafikulykker er lige nu igang med at undersøge, hvordan folk bliver hjulpet videre efter en trafikulykke.
Din viden og erfaringer er afgørende vigtig for det her arbejde. Ved at fortælle, hvilke konsekvenser din trafikulykke har haft for dig, kan du være med til at sikre, at andre i fremtiden får bedre hjælp.
Det er helt anonymt at deltage, og hvis du har tid og lyst, så foregår interviewet per telefon og tager cirka 15 minutter. Dine oplysninger bliver ikke brugt til andet.
Hvis du vil hjælpe, så send en mail til Mette Lundstrøm hos handicaporganisationen PTU: mlj@ptu.dk med kort information om dig selv og din ulykke. Så bliver du kontaktet snarest.
Du kan læse om PTU her: http://ptu.dk/
Læs om Haverikommissionen for Vejtrafikulykker her: http://hvu.dk/hvu.asp
Tak for din hjælp!
Senest opdateret:
08.05.2013