Lær børn at cykle sikkert

28.02.11

Alle landets kommuner har modtaget en eller flere nye cykelbaner fra TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik. Banerne skal bruges til at træne børnene i 4.-6. klasse, så de bliver mere sikre cyklister. Det er nødvendigt, da alt for mange børn slutter cykelturen med at tage på skadestuen.

Når politiet møder op på skolerne til cyklistprøve i 6. klasse, så kan de ofte se, at de kniber for eleverne at køre sikkert på cykel i trafikken.

Mange elever har ikke fået cyklet nok eller for eksempel lært, hvordan man rækker hånden ud og holder balancen på cyklen samtidig.

Det er et problem, for når børnene er dårlige til at cykle, så kommer flere af dem til skade. Hvert år må i gennemsnit 3500 børn i alderen 7-14 år en tur på skadestuen med små eller store skader efter de er kommet galt afsted på cykel.

Nu vil TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med kommunerne og skolerne gøre noget ved problemet. Alle landets kommuner har fået en ny cykelbane, hvor børnene kan træne alle mulige øvelser, som skal gøre dem bedre til at holde balancen, orientere sig og i det hele taget køre sikkert på cykel.

- Med cykelbanerne kan man nu lokalt afholde øvedage og praktiske øvelser, så børnene bliver mere sikre cyklister, siger Janne Gundersen, proceskonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Begejstrede over nye baner

Hos poltiet, der afholder cykelprøverne på mange skoler, glæder man sig over, at børnene nu får nye cykelbaner at øve sig på. De gamle er nemlig godt slidte, da de er fra starten af 1980´erne. De nye cykelbaner er afleveret til kommunerne, der så kan låne dem ud til skoler, der vil træne deres elever.

- Når børnene er dårlige cyklister, så tør forældrene ikke sende dem i skole på cykel. Med de nye cykelbaner hjælper vi skoler, kommuner og forældre med at gøre børnene til mere sikre cyklister på en sjov og legende måde, siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.

Også Dansk Cyklistforbund glæder sig.

- Nye cykelbaner bidrager til målsætningen om, at alle børn skal kunne cykle sikkert til skole, siger Erik Bøllin-Ladegaard, projektleder i Dansk Cyklist Forbund.

  

Læs mere og download billeder her. 

Senest opdateret: 08.05.2013