Smartphones og tablets giver ro på bagsædet
12.02.13
I de her uger kører tusinder af danske familier på skiferie. Især smartphones og tablets bruges for at holde børnene i ro, så chaufføren kan holde fokus på trafikken.
Inden for det sidste år har 9 % af trafikanterne været ved at køre galt, fordi børn på bagsædet har distraheret dem, så de ikke havde fokus på trafikken.
Derfor er det en god nyhed, at 60 % af de adspurgte i en ny, repræsentativ undersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og TDC, siger, at de altid eller for det meste gør noget for at forebygge at barnet eller børn på bagsædet bliver urolige og tager chaufførens opmærksomhed fra trafikken.
- Det er glædeligt, at børnefamilierne er opmærksomme på, at børn på bagsædet kan være distraherende for kørslen. Når der er ro i bilen, er der ro til at fokusere på kørslen. Så vi kan kun opfordre alle til at man tager sine forholdsregler inden og under turen, siger Jon Schwartz, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Tablets og smartphones giver ro
De fleste kender til situationen, at knap er man kørt ud af indkørslen, før spørgsmålet lyder fra børnene: ”Hvornår er vi der?!” Hvis man er på vej på skiferie i f.eks. Sverige, Norge eller Alperne, så kan det blive en meget lang tur med mange forstyrrelser for den, der skal køre bilen.
Derfor er det vigtigt, at man sørger for underholdning af børnene. Den nye undersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og TDC viser, at bl.a. iPads og smartphones bruges i stor stil til at holde børnene i ro:
- Vi kan se, at danskerne i høj grad har taget smartphones og tablets til sig. Derfor er det også oplagt at anvende dem til at sikre en god og sikker rejse. Eksempelvis er det en god idé at downloade musik, børnefilm og spil på sin tablet eller smartphone. Jeg tror i hvert fald, at de fleste kan genkende, hvordan underholdning kan være med til at sikre ro undervejs, siger Jette Schmidt Lund, CSR-chef hos TDC.
Det bruger forældre til at få ro på bagsædet ifølge en ny repræsentativ undersøgelse blandt 1026 voksne bilister med børn, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og TDC:
• Spiller musik: 59 %
• Ipads og lign: 57 %
• Mobiltelefon (med spil, app´s): 52 %
• Nintendo: 45 %
• Bøger og blade: 53 %
• Legetøj: 49 %
• Afspiller lydbøger: 19 %
Gode råd til bilferien:
Inden I tager hjemmefra:
Hvis der er to voksne i bilen, er det en god idé at aftale, at føreren koncentrerer sig om kørslen, mens den anden koncentrerer sig om at underholde børnene og løse eventuelle konflikter.
Det vigtigste for en vellykket tur er, at de basale ting er dækket ind. Ungerne skal have fået noget at spise, være spændt ordentligt fast og have noget underholdning til turen.
Pak rigeligt af sunde snacks; frugt, grøntsagsstænger, rugbrødshapser, kiks etc. Lad være med at give børnene slik. Det samme gælder chaufføren, da sukkerholdige fødevarer får blodsukkeret til at stige og falde hurtigt og medfører træthed. Husk derfor også sunde drikkevarer som fx vand frem for sodavand.
Husk pauser på turen:
Pauser mindst hver anden time er godt for børnene, så de kan få rørt sig og dermed blive naturligt trætte, når de igen skal ind og sidde i bilen. Tag evt. et sjippetov med og aftal, hvor mange hop man skal lave i pausen, så der bliver en leg ud af det.
Pauser er også vigtige for den, der kører bilen, da træthed bag rattet er lige så farligt som spritkørsel.
App til børn og voksne:
Herunder finder du apps, der er gode at anvende undervejs og downloades, inden I tager af sted:
Forslag til en lang række børnevenlige apps finder du her: http://netnyt.tdc.dk/publish.php?id=31869
KidZone app'en fungerer som et sikkert rum fyldt med børneunderholdning, hvor du selv kan tilføje flere spil. Den sikrer dig samtidig mod, at børnene kommer til at slette mails eller andre vigtige ting på din smartphone: http://www.zoodles.com/en-DK/home/marketing
Til de voksne
Her finder du mere viden om, hvordan du spænder dit barn korrekt fast i bilen: http://www.sikkertrafik.dk/Raad-og-viden/I-bil/Boern-i-bilen/Rigtigt-og-forkert.aspx (på hjemmesiden kan du også gratis downloade brochuren ”Børn i bilen”).
Kontakt:
Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22 32 70 09.
Jon Schwartz, projektleder, Rådet for Sikker Trafik: 21 34 39 76.
Camilla Sebelius, kommunikationsrådgiver, TDC: 29 93 44 56
Senest opdateret:
08.05.2013