Knallertulykke kan koste formue

20.01.13

Hvis man kører galt på knallert uden at have en en lovpligtig ansvarsforsikring, kan det koste en formue, hvis man kører galt. Også selv om man ikke selv er skyld i ulykken.

Som 16-årig kørte Basharat Mahmood galt på en knallert sammen med sin ven Abudi. De var på vej hjem fra en fest og kom kørende med 50 km/t på en vej, hvor der ikke var lys.

Basharat kørte scooteren og opdagede alt for sent, at der pludselig var to bomme på tværs af vejen, der skulle forhindre biler i at passere.

Basharat nåede at føre hånden op foran sit ansigt, inden den hårde stålstang ramte hans kæbe og højre arm. Abudi, der sad bagpå, nåede ikke at reagere og røg af scooteren og slog baghovedet ned i asfalten. Ingen af de to havde hjelm på.

foto artikel Trafikliv
Basharat Mahmoods knallertulykke kostede ham over en million kroner. Historien bliver brugt i  undervisningsavisen Trafikliv, som Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og Politiken laver til skoleeleverne.

Kostede 1,3 mio. kr. i erstatning

De to drenge slap med livet i behold. Men hovedsmerter forhindrer i dag Abudi i at arbejde. Basharat havde ikke tegnet nogen ansvarsforsikring og blev dømt til at betale 1,3 millioner kroner i erstatning for de mén og skader, som Abudi fik.

- På grund af én hændelse har jeg ødelagt mit liv. Nu skal jeg måske stå i gæld resten af livet. Jeg kan ikke eje noget, og det liv, jeg drømte om, bliver aldrig til virkelighed, siger Basharat.

Ulovlig kørsel kan koste dyrt

Hvis man ændrer sin scooter/knallert, så den kan køre alt for hurtigt, eller man kører hasarderet, kan man  risikere at komme voldsomt til skade.

I årene 2007 - 2011 har 25 personer mellem 15-18-årige mistet livet og 767 er blevet hårdt kvæstet i knallert-/scooterulykker.

Smadret knallert 455 x 409
Ulykker med unge på knallert går ofte meget galt især på grund af for høj fart, ingen hjelm eller spritkørsel (billedet er ikke fra en virkelig ulykke).

Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik og politiet alle unge til at sikre, at deres scooter/knallert er lovlig og ikke kan køre mere end tilladt. Desuden er det vigtigt, at man altid kører med hjelm og ikke kører spritkørsel.

Både af hensyn til sikkerheden, men også fordi man ifølge politiet kan ende med en stor regning, hvis man kører galt på en ulovlig knallert - også selv om man har en forsikring. For det er ikke sikkert, at forsikringen dækker, hvis knallerten er ulovlig eller man har kørt groft uforsvarligt eller hensynsløst.


Politiet opfordrer til, at man altid har den lovpligtige ansvarsforsikring, når man kører knallert. Samt kun kører på en lovlig knallert/scooter, altid bruger hjelm og ikke kører spritkørsel.

Senest opdateret: 08.05.2013