Husk selen i bussen

11.02.13

Når man tager på ferie i bus, så skal man bruge sikkerhedssele, hvis der er seler i bussen. Sådan lyder det nu fra Rådet for Sikker Trafik efter den seneste tids fokus på sikkerhed i busser.

I de her uger kører tusindvis af danskere på ferie i bus rundt om i Europa.

Flere ulykker har vist, at selerne har reddet liv, når busser er kørt galt. Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik alle til at huske at spænde sikkerhedsselen, når de sætter sig til rette i bussædet på vej på ferie eller f.eks. kører med langtursbusser i Danmark.

I alle nyere turistbusser (indregistreret efter 1. oktober 1999) skal der være sikkerhedsseler på alle pladser.

Hvis man sidder på et sæde, hvor der er en sele, så skal man bruge den - ellers risikerer man en bøde på 1500 kroner.

- Det bedste man kan gøre for sin egen sikkerhed er at spænde sig fast, når man sætter sig ind i bussen. Sørg for at have selen spændt under hele turen, også når du sover. Det kan være med til at redde dit liv, og desuden er det lovpligtigt at bruge selen, hvad mange måske ikke er klar over, siger Søren Troels Berg, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Sådan øger du din sikkerhed i bussen:

Når du bestiller din rejse, så kræv at der skal være seler i den bus, du skal køre i.

Det kan du gøre undervejs:

• Spænd sikkerhedsselen - også når du sover.
• Hold øje med bussens hastighed – og bland jer hvis chaufføren kører for stærkt.
• Hold øje med hvor mange pauser chaufføren holder.

Herunder kan du læse de generelle regler for, hvornår og hvor længe en chauffør skal holde pause:

  • En uafbrudt køretid må ikke overstige 4 ½ time.
  • Efter en kørselsperiode på 4½ time skal føreren holde en sammenhængende pause på  mindst 45 minutter, medmindre han påbegynder en hviletid.
  • Pausen på 45 minutter kan erstattes af en pause på mindst 15 minutter, efterfulgt af en pause på mindst 30 minutter fordelt over kørselsperioden. Der kan ikke byttes om på rækkefølgen af pauserne.  
  • Under pause og hvil må føreren ikke udføre andet arbejde eller være til rådighed for transportvirksomheden.
  • Den daglige køretid må ikke overstige 9 timer.
  • 2 gange om ugen kan køretiden sættes op til 10 timer.
  • Den ugentlige køretid må ikke overstige 56 timer.
  • I 2 på hinanden følgende uger må den samlede køretid ikke overstige 90 timer.
  • Ugen er tidsrummet mellem mandag kl. 0.00 og søndag kl. 24.00.

I videoen herunder kan du høre, hvorfor det er vigtigt at bruge sikkerhedssele, og hvordan man kan tjekke og blande sig, hvis chaufføren kører for hurtigt.

Kontakt:

Søren Troels Berg, specialkonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 30 31 39 89.

Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22 32 70 09. 

Senest opdateret: 08.05.2013

Nye bødetakster

Bødetakster

Læs mere om de nye og højere bødetakster, der træder i kraft d. 1. januar 2012. 

DR-dokumentar: Et splitsekund!

Et splitsekund -  DR dokumentar

Tankevækkende dokumentar om unge trafikofre og deres pårørende.

Sneen er over os

Vinterkørsel

Sådan kører du sikkert om vinteren.