Færre trafikdræbte
25.05.12
Helt nye tal viser et større fald i antallet af trafikdræbte i årets første fire måneder. Det er enormt glædeligt, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. Nu handler det om at holde fast i den gode udvikling.
Alene i april måned i år mistede 10 personer livet i trafikken. Det er stadig 10 for mange. Men den gode nyhed er, at det er historisk lavt, viser en ny opgørelse fra Vejdirektoratet.
Desuden viser opgørelsen, at der siden nytår er sket et større fald i antallet af trafikdrab på vejene. En foreløbig optælling fra Rådet for Sikker Trafik viser, at den positive udvikling også er fortsat de første tre uger af maj.
- Det er meget glædeligt, og der er grund til at rose trafikanterne. Nu handler det om at holde fast i den positive udvikling. Erfaringer fra Sverige og Frankrig viser, at det hurtigt kan vende igen. Vi havde sidste år omkring 200 dræbte og cirka 4000 kvæstede personer på vejene, og det er stadig for mange, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Se interview med Anders Rosbo:

Højere bøder gavner
En væsentlig forklaring på det kraftige fald i trafikdræbte i starten af 2012 er formentlig de højere bøder, der blev indført den 1. januar.
Da bøderne blev hævet lavede Rådet for Sikker Trafik en repræsentativ interviewundersøgelse blandt trafikanterne. Undersøgelsen viser:
89 % af befolkningen har hørt, at bøderne er hævet.
17 % af trafikanterne siger, at de højere bøder får dem til at sætte farten ned, spænde sikkerhedsselen og bruge den håndholdte mobil mindre.
Også blandt cyklisterne, er der flere som nu vil overholde reglerne i trafikken.
Kontakt:
Anders Rosbo, direktør, Rådet for Sikker Trafik: 20 82 42 72.
Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22 32 70 09.
Senest opdateret:
08.05.2013