Er din arbejdsplads trafiksikker?

03.01.13

Stadig flere virksomheder arbejder med at reducere antallet af trafikulykker, der sker i arbejdstiden. Medarbejderne er positive, viser undersøgelse.

Når en sælger, chauffør eller et medlem af ledelsen hos Carlsberg Danmark sætter sig bag rattet, så kræver firmaet, at alle kører med sikkerhedssele og overholder hastighedsgrænsen. Desuden skal der pustes i et alkometer, før tændingsnøglen kan drejes.

Det er blot nogle få eksempler på, hvordan Carlsberg Danmark arbejder med sikkerhed i trafikken blandt virksomhedens ansatte. Sammen med busselskabet Arriva har de to firmaer indgået et samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension for at sikre, at medarbejderne ikke kører galt i trafikken.

Mobil sms kører bil 

Ulykker sker også i arbejdstiden

I en ny, repræsentativt undersøgelse ”Trafiksikkerhedspolitikker” blandt 1009 personer, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, siger en ud af fire (24 %) af dem, der kører erhvervsmæssigt, at de har været ved at køre galt, mens de var på arbejde.

Trafikulykker i arbejdstiden er med andre ord et alvorligt problem generelt i Danmark, blandt andet på grund af for høj fart, uopmærksomhed eller træthed.

Se her hvordan asfaltfirmaet Colas Danmark gør de ansatte mere sikre i trafikken og begrænser ulykker:

Ansatte ønsker fokus på trafiksikkerhed

Blandt de ansatte mener otte ud af ti, at deres arbejdsplads bør gøre mere for at sikre, at der ikke sker trafikulykker i arbejdstiden.

- Erfaringer fra udlandet viser, at det kan være med til at nedbringe antallet af ulykker på vejene, når arbejdspladserne gør en indsats og fokuserer på de ansattes kørsel i trafikken, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

varebil mobil sele

Ansatte ønsker regler om f.eks. følgende punkter:

I undersøgelsen ”Trafiksikkerhedspolitikker” nævner de adspurgte, hvilke emner/områder, som de mener at deres arbejdsplads/virksomhed bør lave retningslinjer for, når man kører i trafikken i arbejdstiden.

• Stress eller træthed: 54 %
• At vise ekstra hensyn til andre trafikanter: 39 %
• At ledelsen stiller synlige krav til, at ansatte overholder færdselsreglerne: 66 %
• Retningslinjer for brug af mobiltelefon, smartphones eller computer: 70 %
(Kilde: ”Trafiksikkerhedspolitikker”, interviewundersøgelse lavet af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension).

Kontakt:

Anders Rosbo, direktør, Rådet for Sikker Trafik: 20 82 42 72.
Julie Pauli Budtz, konsulent: jpb@sikkertrafik.dk / tlf: 26 36 39 26.
Hans Reymann-Carlsen, underdirektør, Forsikring & Pension: 40 50 71 24.

Senest opdateret: 08.05.2013

Tre gode råd

  • Ledelsen skal gå forrest, og arbejdet med trafiksikkerhed skal forankres på ledelsesniveau.
  • Analysér og forstå din virksomheds problemstilling. Hvad er virksomheden selv i stand til at løfte, og hvad skal den have hjælp til?
  • Søg råd og inspiration fra andre, der arbejder med trafiksikkerhed.