Dyrere at dumme sig i trafikken
20.12.11
Fra den 1. januar bliver det dyrere at bryde færdselsloven. Priserne får et hak opad, da det er mange år siden, det sidst er sket. Her kan du selv beregne, hvad din bøde bliver, hvis du kører for hurtigt, uden sele osv.

Kørsel uden sikkerhedssele, over for rødt lys eller i alt for høj fart. Det er nogle af de forseelser, der bliver markant dyrere for trafikanterne.
De fleste bøder har ikke været hævet siden år 2000. Derfor vedtog Folketinget i marts at nu skal bøderne hæves - fra den 1. januar træder det i kraft.
Hos Rådet for Sikker Trafik forventer man, at de højere bøder også får trafikanterne til at tænke sig ekstra godt om i trafikken, når de ved, at det nu kommer til at gøre ekstra ondt i pengepungen, hvis de bryder færdselsloven.
- Med de højere bøder sender man et klart signal om, at det er vigtigt at overholde færdselsloven både for ens egen og andre sikkerhed. Det kræver selvfølgelig også, at trafikanterne oplever, at der er en risiko for at blive kontrolleret af politiet, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
Beregn din bøde
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan man læse, hvad det fra nytår kommer til at koste, hvis man bryder færdselsloven. Med en såkaldt bødeberegner kan man for eksempel finde ud af, hvad man skal betale i bøde for at køre f.eks. 90 km/t på en landevej, hvor man må køre 80 km/t.
Hvis du klikker her, så kan du finde de nye bøder og prøve bødeberegneren.
- Bødeniveauet har været uændret gennem en årrække. Indtil nu har flere forseelser, også nogle af de alvorlige, kostet 500 kroner, hvilket svarer til en parkeringsafgift. Vi forventer, at de højere bøder får en større præventiv effekt på trafikanterne, siger Jørn Pakula Andresen, vicepolitiinspektør hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Senest opdateret:
27.01.2012