Danmark har nordisk rekord i trafikdræbte
05.10.09
En ny undersøgelse viser, at Danmark har nordisk rekord i hastighed på landevejene og samtidig har flest trafikdræbte per kørt kilometer.
Der er større risiko for ulykker med døden til følge på de danske veje end i de andre nordiske lande. Hovedforklaringen er, at danskerne kører markant hurtigere end både nordmænd og svenskere. Danmark opfordres til at sætte flere stærekasser op for at sænke bilisternes fart.
Hastigheden har stor indflydelse på, hvor mange der bliver dræbt i trafikken. Derfor er det bekymrende, når den europæiske trafiksikkerheds organisation ETSC slår fast, at 71 % af de danske bilister kører for hurtigt på landevejene. Det er en væsentlig årsag til, at Danmark også har flest omkomne i trafikken, når man sammenligner antallet af trafikdræbte per kørt kilometer i de nordiske lande.
"Der er en klar sammenhæng mellem bilisternes høje fart og det høje antal trafikdræbte i Danmark i forhold til vores nordiske nabolande. Hvis vi skal nå målet om maksimalt 200 dræbte i trafikken i 2012, så kræver det noget ekstra. Der må langt kraftigere metoder i brug som for eksempel flere kampagner og øget kontrol," siger Søren Troels Berg, specialkonsulent i Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Anbefaler flere stærekasser
For at få farten ned på de danske veje – og dermed forbedre trafiksikkerheden - anbefaler ETSC, at der bliver sat flere stationære hastighedskameraer (stærekasser) op langs vejene i Danmark. I Sverige har man for eksempel 980 stærekasser, Finland har 850, Norge 365 mens vi i Danmark er ved at afprøve 10 stærekasser på Sjælland.
"En stor del af bilisterne glemmer at holde øje med deres hastighed. Samtidig siger et stort flertal af bilisterne selv, at det er en god ide med stationære stærekasser langs vejene. Stærekasserne har den fordel, at de husker bilisterne på at overholde hastighedsgrænsen, hvilket betyder, at flere kommer sikkert frem i trafikken," siger Søren Troels Berg, specialkonsulent i Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Tre uger med fokus på farten
Fra den 5. - 25. oktober sættes der fokus på farten på de danske veje med kampagnen ”Ta´10 af farten.” I den sidste uge sætter politiet ind med intensiv hastighedskontrol i hele landet.
74 kommuner er med i kampagnen og sætter plakater op langs vejene med budskabet ”Ta´10 af farten.” På alle landets Q8-stationer vil bilisterne desuden blive mindet om, at det både gavner deres sikkerhed, miljøet og pengepunge, når de sætter farten ned. Fartkampagnen er blevet til i et samarbejde mellem politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, Kommunerne i Danmark, Rådet for Større Færdselssikkerhed og Q8. ”Ta´10 af farten”-kampagnen kører på 3. år og har tidligere fået 36 % af de adspurgte bilister til at sænke farten.
Fakta
Trafikdræbte personer per kørt milliard kilometer: Antal % som kører for hurtigt:
Norge: 7,8 trafikdræbte personer 45 %
Sverige: 8,3 trafikdræbte personer 50 %
Finland: 11,4 trafikdræbte personer 55 %
Danmark: 13,6 trafikdræbte personer 71 %
(Kilde: European Transport Safety Council, “How far from Zero,” 2009).
38 % af de danske bilister kører for hurtigt, fordi de glemmer at holde øje med farten.
2/3 af de dræbte i trafikken mister livet på landevejene.
Hvis man kører 90 km/t i stedet for 80 km/t, så øger man sin risiko for at ende i en dødsulykke med 60 %.
74 % af bilisterne siger, at det er en god ide med stationære hastighedskameraer (stærekasser) langs vejene (kilde: Rådet for Sikker Trafik).
Læs mere
Læs mere om kampagnen og download pressefotos
Læs ETSC-rapporten ”How far from Zero”
Kontakt
Søren Troels Berg, specialkonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 30313989.
Julie Budtz, kommunikationschef, Rådet for Sikker Trafik: 26363926.
Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22327009.