Alkohol stort problem i trafikken

07.10.11

Der er stadig alt for mange bilister, der kører rundt med for meget alkohol i blodet. Det viser en ny europæisk undersøgelse, hvor 3000 danske bilister er blevet tjekket for medicin, stoffer og alkohol.

Forskere i 18 europæiske lande har undersøgt 50.000 bilister for at finde ud af, om de var påvirket af medicin, ulovlige stoffer eller alkohol.

Nu viser resultatet, at alkohol stadig er et stort problem for trafiksikkerheden - det overgår både problemet med medicin og ulovlige stoffer.

3000 danske bilister på vejene og 840 tilskadekomne på skadestuerne er blevet tjekket i forbindelse med undersøgelsen, som DTU Transport og fem danske sygehuse har stået for i Danmark.

Resultatet viser, at en ud af 200 bilister kører rundt med en promille over de tilladte 0,5. Desuden slår undersøgelsen fast, at der også er en let forøget risiko for at køre galt og komme til skade, hvis man kører med en promille under det tilladte 0,5.

- I lande der har en lavere promillegrænse er der generelt færre bilister, der kører rundt med alkohol i blodet. Det er for eksempel tilfældet i Norge, hvor promillegrænsen er på 0,2, siger specialkonsulent Pernille Ehlers i Rådet for Sikker Trafik.

Høj risiko for at køre galt 

Den gode nyhed er, at antallet af bilister der kører med en promille over det tilladte, er halveret siden 1984. Men undersøgelsen slår også fast, at spritkørsel stadig er et stort problem på de danske veje.

På vejene udgør bilister med alkohol i blodet  i alt 2,5 %. Men tallene fra skadestuerne viser, at hele 15 % af de alvorligt tilskadekomne bilister har alkohol i blodet. Det viser med tydelighed, at der er en markant større risiko for at køre galt, hvis man har drukket. 

Her kan du se, hvordan du selv kan forhindre berusede personer i at køre bil:

http://www.sikkertrafik.dk/I%20bil/Alkohol/Du%20kan%20stoppe%20en%20spritbilist/Hvad%20kan%20du%20goere

 

 

Senest opdateret: 27.03.2014