Aarhus vandt DM i alkoholfri drinks

26.06.12

Danmarksmesterskabet i alkoholfri drinks gik til Lasse Rishøj fra Aarhus. 12 bartendere kæmpede gennem fire timer om titlen og præmien på 10.000 kroner.

Når der bliver tændt op i grillen eller man mødes hos venner og familie i sommerhuset, så følger der ofte kølige øl eller et par gode glas rødvin med.

Nu er der også et godt alternativ til dem, der skal køre hjem: alkoholfri drinks.

I det netop afholdte Danmarksmesterskab i Aarhus kæmpede 12 af landets bedste bartendere om at lave den bedste drink uden alkohol.

Fire bartendere gik i finalen, og efter fire timers konkurrence og smagsprøve efter smagsprøve blev bartender Lasse Rishøj fra St. Pauls Apothek i Aarhus kåret som vinder.

Glad vinder

- Det er super, super fedt at vinde. Nu skal jeg ud og rejse og smage cocktails ude i verden og blive inspireret, siger Lasse Rishøj.

Hvem kører hjem?

Danmarksmesterskabet blev afholdt i forbindelse med den landsdækkende kampagne mod spritkørsel "Hvem kører hjem?", som Rådet for Sikker Trafik, politiet, 62 kommuner og TrygFonden står bag.

Konkurrencen blev afholdt i Bruuns Galleri i Aarhus, hvor bartenderne skulle lave deres bud på den bedste alkoholfri drink til dommerpanelet, der bl.a. bestod af bartendere og restauratører foruden vicepolitiinspektør Kristian Thomsen og sangeren Søs Fenger.

Dommerpanel

En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har vist, at 33 % ville fravælge alkohol, hvis de var til en fest, hvor der var lækre alternativer til f.eks. øl og vin. Med en alkoholfri drink kan alle være med til at skåle og feste med noget lækkert i glasset og samtidig køre sikkert hjem bagefter.

Fakta:

Sommeren er højsæson for spritkørsel og spritulykker på vejene.

Hvert år mister 50 mennesker livet i spritulykker og 250 personer bliver kvæstet.

Få inspiration til gode, drinks uden alkohol på www.sikkertrafik.dk/drinks

 

Senest opdateret: 08.05.2013