Kør bil, når du kører bil
Den landsdækkende kampagne ”Kør bil, når du kører bil” har premiere den 29. september 2011. Kampagnen sætter spot på uopmærksomhed i trafikken, som er en afgørende faktor i 30 procent af trafikulykkerne.
Kør bil, når du kører bil
Tag en pose over hovedet og kør bil! Det er en udfordring, de færreste nok ville sige ja til. Men det er hvad du udsætter dig selv for, hvis du kører bil og laver alt muligt andet end at have fokus på vejen.
Men kører du 80 km/t og bruger bare 4 sekunder på at kigge på telefonen og svare på en sms, svarer det til at køre hele 89 meter i blinde.
Når det går galt
Distraktion er en afgørende faktor i omkring 30 procent af ulykkerne. Det kan fx være risikofyldt at læse/skrive sms'er bag rattet, men det kan også få alvorlige konsekvenser at indstille sin GPS, samle ting op fra gulvet, have komplicerede telefonsamtaler, indstille radioen, tage sig af urolige børn eller at være stresset og have tankerne et andet sted, når man sidder bag rattet.
Og det er ikke altid ham i den modsatte vognbane, som har travlt med de forkerte ting, når han kører bil. Hele 46 procent af danskerne siger, at de har været tæt på at ende i en ulykke inden for det sidste år, fordi de var uopmærksomme i trafikken.
Ingen mennesker er dygtige til at køre bil, når fokus er et andet sted. I en uventet situation vil du ofte reagere for sent og for langsomt - og det øger risikoen for at ende i en ulykke.
Kampagne om opmærksomhed
Kampagnen "Kør bil, når du kører" gennemføres 29. september-20. oktober 2011 - og følges op i de kommende år. Den er lavet af Rådet for Sikker Trafik, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og TDC og består af:
- 2 TV-spots, som illustrer, at du "kører i blinde", hvis du kører bil og samtidig skriver/læser sms'er
- Handout til politiet i forbindelse med kontroller
- Landsdækkende presseindsats
- En mobil som kan hentes via android market. Søg efter stillezone
- En facebookside Kør bil, når du kører bil
- Udvikling af PC-spil til lokale events i storcentre og lignende
- En folder med generel information om uopmærksomhed i trafikken
Ny samarbejdspartner
Rådet for Sikker Trafik har indgået et samarbejde med TDC om at få sat fokus på uopmærksomme bilister i den fælles kampagne "Kør bil, når du kører bil". Samarbejdet er bl.a. kommet i stand, fordi TDC som Danmarks største teleselskab vil tage et medansvar for at oplyse deres kunder omkring brugen af mobiltelefoner - og dermed forebygge ulykker i trafikken.
Som en del af kampagnen vil TDC derfor sørge for at informere om uopmærksomhed i trafikken i husstandsomdelte foldere, i deres butikker og på deres website.
Senest opdateret:
05.02.2012