Ta' 10 af farten

Man kan opleve fartkampagnen ”Ta´10 af farten” i uge 39 - 42. Kampagnen har fokus på at nedsætte gennemsnitsfarten.

Det langsigtede mål med fartkampagnen er at reducere antallet af dræbte og tilskadekomne i ulykker, hvor fart indgår som en væsentlig ulykkes- eller skadesfaktor.

Kampagnens overordnede mål for fartoverskridelser ved bykørsel og på landevejene er følgende frem til 2009:

  • Højest 30 % af de 25-49-årige mænd overskrider fartgrænserne i byerne.
  • Højest 18 % af de 25-49-årige mænd overskrider fartgrænserne på landeveje.

Kampagnens målgruppe

Målgruppen er mænd mellem 25 og 49 år. Det skyldes, at mænd kører flere kilometer på vejene, end kvinder gør. Mænd står for 65 % af det samlede antal kørte kilometer. Samtidig er det mændene, som oftest kører over fartgrænserne. Det er nogle af årsagerne til, at denne gruppe figurerer i statistikken over ulykker med fart som skadesårsag.

Kampagnens baggrund 

For høj fart er en afgørende faktor i antallet af trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne i Danmark.
Gennemsnitsfarten er på vej op, og det er veldokumenteret, at når gennemsnitsfarten stiger, så stiger antallet af dødsulykker. Det er en af grundene til, at vi nu oplever en stigning i antal dødsulykker.

Der er en bred opfattelse i befolkningen af, at ulykkerne skyldes uopmærksomhed, træthed, dårlige bremser, kort afstand, kørsel over for rødt osv. Men det er ikke det, som slår flest personer ihjel. Grunden til, at trafikanterne dør, er, at de kører for hurtigt.

2/3 af dødsulykkerne sker på landevejene og landevejene er derfor fokus i kampagnen. En undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik viser, at det samtidig er på landevejene, bilisterne føler sig mest trygge i forhold til at træde lidt ekstra på speederen.

Kampagnens elementer

Rådet for Sikker Trafik gennemfører kampagnen sammen med Vejdirektoratet, politi, og kommuner. Kampagnen består blandt andet af TV-spots og vejkantplakater. 

Senest opdateret: 20.09.2011