Pas på de små

"Pas på de små i trafikken" er en skolestartskampagne, som kører i uge 33-36.

Formålet med "Pas på de små i trafikken" er at forældre, i samarbejde med skole og politi, skal tage ansvaret for, at deres børn får den nødvendige trafikopdragelse, så de er rustet til at færdes trygt i trafikken.

Forældrene skal være med til at skabe en tryg skolevej for deres egne børn og derigennem gøre skolevejen tryg for alle, der færdes omkring skolen.

Kampagnens målgruppe     

Primært henvender kampagnen sig til forældrene til de nye elever som starter i skole i august.
Kampagnen henvender sig sekundært til bilisterne omkring skolen, lærerne på skolen, ældre elever på skolen og politiet.

I år deltager 63 af landets 98 kommuner, hvilket betyder, at omkring 50.000 børn og deres forældre stifter bekendtskab med kampagnens elementer.

Kampagnens baggrund                     

Kampagnen skal sætte fokus på børns trafiksikkerhed i forbindelse med skolestart.

Frem til kommunesammenlægningen i januar 2007 tilbød landets amter deres kommuner og skoler muligheden for at deltage i forskelige lokale skolestartskampagner. Med amternes nedlæggelse viste der sig et behov for at udvikle en ny kampagne som erstatning for de gamle. Årets skolestartskampagne er et resultat af dette arbejde.

En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra de ny kommuner, Vejdirektoratets vejcentre, politiet og Rådet for Sikker Trafik har i samarbejde med reklamebureauet Marketeam udviklet kampagnen "Pas på de små i trafikken."

Kampagnens elementer

  • Forældrefolder med gode råd om trafiktræning.
  • Et opgavehæfte til eleverne, som skal løses med hjælp fra forældrene.
  • Vejkanttavler til ophængning på skolevejen.
  • Bagrudestreamers til busser.
  • Kampagneplakater til ophængning på skolerne.
  • Postmappe i plastik til kommunikation mellem skole og hjem.
  • Kasketter i signalfarverne med teksten ”PAS PÅ MIG I TRAFIKKEN”. 

Senest opdateret: 20.01.2010