Familien
Med vold, humor og en god portion absurditet som virkemidler skal en ny kampagne rettet mod de unge drenge gøre det socialt acceptabelt at sige fra, når kammeraterne overtræder færdselsloven i bilen.
Erfaringer viser, at grunden til at de unge har svært ved at sige fra, når bilen er fyldt op med festglade kammerater og farten er høj eller chaufføren påvirket, skyldes frygten for at tabe ansigt overfor vennerne.
Det skal den nye kampagne lave om på. Budskaber er, at man godt kan sige ”sæt farten ned” eller ”jeg kører ikke med dig, hvis du har drukket” og samtidig være cool.
Kampagnen tager udgangspunkt i gangsterbanden ”Familien”. Tre gangstere der lever et liv med vold og skyderier, men når det kommer til trafiksikkerhed balancerer de på dydens smalle sti.
Bortset fra bandens unge håndlanger, Patrick, som har problemer med at overholde færdselsloven. Og det får han lov til at høre for. Chefen giver ham tørt på -både verbalt og fysisk- når Patrick træder for hårdt på speederen, drikker for meget, eller lign.
Tonen er rå, men går hurtigt over i det humoristiske og absurde, når filmen skifter fra actionfyldt skudduel til diskussion af acceptabel promillegrænse.
Senest opdateret:
09.01.2012