Hold øje ved sidevejene. Du ved aldrig, hvad der kommer
Omkring 40 % af alle cyklistulykker sker i kryds uden lysregulering. Kampagnen "Hold øje ved sidevejene. Du ved aldrig, hvad der kommer" skal fra d.10. til den 31. maj skabe fokus på problemet.
Mange cyklister opfatter ikke selv sidevejene som farlige. Alligevel er det her 40 % af alle cykelulykker sker.
Kampagnen "Hold øje ved sidevejene. Du ved aldrig, hvad der kommer" skal i perioden fra den 10. - 31. maj huske cyklisterne på, at de skal være opmærksomme ved sidevejene.
Kampagnens elementer
I forbindelse med kampagnen skal tv-spottet huske cyklisterne på, at de skal holde øje ved sidevejene. Desuden vil kommunerne uddele sadelhætter samt slap-wraps (reflekser til anklerne) til borgerne. Både sadelhætter og slap-wraps vil have trafiksikre budskaber om at se sig for og være opmærksom.
Kampagnens formål
At gøre cyklisterne opmærksomme på farerne ved kryds, hvor der ikke er lysregulering og dermed forhindre cykelulykker. Cyklisterne skal lære at være mere opmærksomme, steder de ikke regner for farlige.
Baggrund for kampagnen
Omkring 40 % af alle cyklistulykker sker i kryds uden lysregulering. Krydsene findes typisk ved sideveje eller f.eks. små stikveje ud fra indkøbscentre eller tankstationer. En ny undersøgelse viser, at cyklisterne ikke holder godt nok øje, når de kører ud fra en sidevej. De opfatter simpelthen ikke sidevejene som farlige.
Kampagnens målgruppe
Målgruppen er voksne cyklister i alderen 18-60 år. Den primære målgruppe er de cyklister, der cykler hver dag eller næsten hver dag. Den sekundære målgruppe er de bilister, som oftest er modparten i cykelulykkerne.
Senest opdateret:
09.01.2012